DIY Indretning Inspiration Interiør

DIY – magnetiske lampeophæng

Her kommer et indlæg af meget praktisk karakter, som jeg håber, at andre også kan bruge. Jeg ved ikke om jeg er den eneste i hele verden, som har et problem med lampeophæng. Ihvertfald så har det irriteret mig så længe, at jeg bare VILLE finde et løsning på det problem, som jeg syntes – at jeg rendte ind i konstant. Lad mig starte ved begyndelsen.

Vi har to stuer en suite, hvor der er sofastue i den ene og spisestue i den anden. Stuerne er ikke så store og det betyder omrokering, hver gang vi skal have gæster til spisning. Problemet er altså i spisestuen med lamperne over spisebordet. Her har jeg tre lamper hængende. Jeg kan godt lide at rykke rundt og have friheden til at have spisebordet på tværs af stuen og til tider på langs. Desuden SKAL bordet stå på langs af praktiske hensyn, når vi har gæster – og der skal ekstra plader i bordet.

Hver eneste gang skal jeg så bede manden om hjælp til at bikse rundt med ledninger og udtag, fordi jeg bare nægter at have skinner i loftet på kryds og på tværs, eller andet gejl som kroge, hvor man så skal kravle op og ned af bordet mange gange for at tjekke, at lamperne passer i højden. Desuden som bare ikke ser pænt ud med hverken skinner eller kroge strøet hen over loftet

Jeg har diskuteret forskellige løsninger med manden, og vi endte ud med at lave en prototype på et magnetisk ophæng. Jeg ville gerne have en MEGET diskret løsning, som er nem og bare funker i praksis  Hvordan det fungerer vil jeg først fortælle – derefter får du opskriften:-)

Jeg har tre lamper hængende ned fra loftet, de hænger med samme afstand fra hinanden, hvadenten bordet står på langs eller på tværs, og de går alle tre op i samme udtag i loftet. Den midterste lampe er stationær – og den flytter jeg IKKE med, når jeg flytter rundt på bordet.  Med den stationære lampe som centrum er der skruet fire runde magneter i loftet 66 cm fra centrumlampen i retning nord/syd (når mit bord står på langs) og øst/vest (når bordet står på tværs). De 66 cm var en passende længde i forhold til længden af mit bord og størrelsen på mine lamper. Hvilken længde du skal bruge mellem dine lamper er op til dig. Her lige et billede af magneterne på mit loft, hvis forklaringen var lidt tricky:-)

Billedet er taget lige efter spartling af huller og inden magneterne blev malet. Ledningen som hænger ned i midten er den stationære lampe, som bare ikke er sat til i udtaget endnu. Der er heller ikke “låg” på udtaget endnu.

 

På svanehalsene har vi også fastmonteret magneter, således at jeg bare tager fat i svanehalsene på de to yderste lamper og klikker dem på de to andre magneter i loftet, når bordet skal vendes.  Inden man klipper ledningerne af på længden skal man lige sikre sig, at ledningerne kan nå hen til loftudtaget, uanset om de hænger nord/syd eller/øst /vest eller hvad du nu har brug for. Magneterne som sidder på loftet er malet hvide nu, kan stort set ikke ses – altså meget diskrete som jeg ønskede. Magneterne er kraftige og smadrer så let som ingenting, så pas på med ting i metal i nærheden. Her taler jeg af erfaring – jeg smadrede tre magneter på få sekunder, fordi en hammer lå for tæt på.

 

Her lidt billeder af svanehalsene med magnterne påsat

Bemærk den hvide plade, som følger med svanehalsen er limet på magneten, så magneten ikke ses nedefra

 

Du skal bruge:

  • 3 svanehalse (jeg valgte hvide)
  • 8 runde magneter med hul til skrue i midten 2,5 cm i diameter (Jeg købte på Wish til 39 kr)
  • 8 maskinskruer skruer med forsænket hoved 4 mm – vores var for lange, så vi klippede dem til i længden med en tang
  • stærkt lim fx epoxy
  • skruetrækker
  • tommestok

 

Sådan gør du:

  1. Mål ud på loft med tommestokken og marker hvor magneter skal sidde og skru dem fast.
  2. Mål ud til ledning så du er sikker på, at ledninger kan nå til udtag, uanset hvilken magnet ledningen skal hæftes på.
  3. Fjern skruen som fulgte med svanehalsen og erstat den med en 4 mm skrue med forsænket hoved.
  4. Lim den hvide skive som følger med de hvide svanehalse fast på magnetens ene side (så kan du kun se den hvide ring, når du kigger op i loftet
  5. Skru magneterne fast på svanehalse, men sørg først for at din magnet klikker med den magnet på loftet, som den skal parres med, så de to ikke frastøder hinanden. Det problem stødte vi ind i et par gange:-)
  6. Tag ledningen igennem svanehalsen, juster højden og klik fast på magneterne i lofter.
  7. Monter derefter ledningerne i loftudtaget.
  8. Mal magneterne samme farve som loftet.
  9. Et voila – nu er det bare at flytte lamperne mellem magneterne, når du vil flytte rundt lamperne.

OBS!! mine lamper er Plastlamper af Holm Sørensen, og mine magneter kan fint holde til de lamper. Du skal selvfølgelig tilpasse magneterne efter, hvor tunge dine lamper er. Man kan få meget kraftige magneter – dog bliver de ofte større i diameter.

Her på falderebet lige et par billeder, så du kan se det i praksis i min spisestue.

 

 

 

 

Jeg håber, at nogen derude kan bruge denne ide. Jeg er så glad for denne løsning. Jeg kan flytte bordet lige så tosset – som jeg vil. Lampeflytning er klaret på ingen tid, og løsningen er helt diskret.

 

Tak fordi du læste med!!

 

Anne

You Might Also Like

10 Comments

  • Reply
    Tine DH
    13. august 2017 at 10:51

    Det er altså smart!

    • Reply
      Anne Romedahl
      14. august 2017 at 11:55

      Mange tak! Det er dejligt nemt. 10 sekunder så er alle lamperne flyttet, og jeg kan flytte rundt så tosset, jeg vil:)

  • Reply
    Malene
    13. august 2017 at 12:52

    Hvor er det smart

    • Reply
      Anne Romedahl
      14. august 2017 at 11:54

      Tak skal du have!! Glad for at du synes om idéen:-)

  • Reply
    Tina Stenderup-Larsen
    29. august 2017 at 19:44

    Det er bare godt tænkt. Har ikke udfordringen, men et pjattet med din kreative hjerne.☺

    • Reply
      Anne Romedahl
      11. september 2017 at 8:27

      Tak skal du have. Jeg er så glad for løsningen, og bruger magneterne flittigt, når vi har gæster og bordet skal vendes:-)

  • Reply
    wallzilla
    21. september 2017 at 11:02

    Great idea and the result looks amazingly nice!

    • Reply
      Anne Romedahl
      22. september 2017 at 7:28

      Thank you. I really works and it is really quick to move the lamps around when needed:-)

  • Reply
    Christian
    9. marts 2021 at 1:09

    Hvor køber man de lamper ?

    • Reply
      Anne Romedahl
      10. maj 2021 at 14:28

      Det er gamle retrolamper, jeg har fundet dem alle brugt. De går ofte under navnet Holm Sørensen lamper (det er det dog ikke) mens hvis du googler holm Sørensen kan du måske være heldig, at der dukker nogle op. hilsen Anne

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.