DIY Indretning Inspiration Interiør Lopper

Tapet-makeover i soveværelset

Dette indlæg har været længe undervejs, fordi der har været alt for travlt den seneste tid. Nu fandt jeg lige tiden til sætte de sidste billeder ind, så læs endelig videre og find ud af mere om min tapet-makeover i soveværelset:-)

 

Jeg har givet mit soveværelse en ordentlig omgang. Har egentlig været godt tilfreds med mit soveværelse. Det er stort – det har en hyggelig karnap, som betyder masser af lys – og jeg er fortsat ret tilfreds med mit daybed arrangement i karnappen. Tapetet er det eneste, som jeg aldrig har været vild med. De tidligere ejere har tapeseret med savsmuldstapet i alle rum. Der er seks rum på etagen, og i årenes løb har vi fjernet savsmulden i to og nu tre rum – men mangler altså fortsat to rum på 1. salen.

At gå i gang med at fjerne savsmuldstapet og sætte nyt op, har ikke været sådan en “jubii opgave”, som jeg bare brændte for at gå i gang med – MEN i de sidste par år er tanken om nyt tapet bare vokset på mig. Når jeg taler om tapet, så tænker jeg ikke at fjerne savsmulden og sætte neutralt filt op overalt – jo på nogle vægge måske, men for mig er tiden også inde til at eksperimentere med mere iøjnefaldende tapeter.

Jeg har længe kigget på forskellige retrotapeter, som jeg synes er ret lækre, og jeg overvejer stadig et par vægge med retrotapet. En aften sad jeg og googlede lidt tilfældigt rundt på nettet, og så fandt jeg på Etsy et tapet, som jeg bare måtte eje. Det er et tapet, som råber lidt – men jeg var fuldstændig helt sikker på, at det bare var TAPETET til væggen i mit soveværelse.

Ned røg savsmuldstapet – og det var så lige en langt større opgave, end jeg lige havde regnet med:-( Det tog tre lange aftener at pille det ned fra den ene væg. Det viste sig, at væggen var meget ujævn og hullet under alt taptetet, så væggen skulle fuldspartles og slibes for at være helt uden ujævnheder. Efter slibningen blev væggen børstet ned og støvsuget. Så en omgang  forankringsgrunder og endelig to omgange hvid maling, så ingen farver kunne skinne gennem tapetet. Herunder lige et par billeder fra processen – jeg er så glad for, at den del nu er fortid:-)

Tapet pilles ned

 

Det var hårdt arbejde at komme helt i bund. Det gør jeg aldrig mere!!

 

Efter første lag spartel

 

Så er alle vægge blevet fuldspartlet

 

Efter malingen måtte jeg vente hele tre uger (det stod i tapet-manualen), før mit nye fine tapet med blå palmeblade kunne komme op på væggen. Imens jeg alligevel var igang med det helt store svineri i soveværelset, så fjernede jeg også savsmulden på de øvrige vægge i soveværelset. Savsmuldstapetet sad rigtigt godt fast, så på de øvrige vægge fuldspartlede jeg ovenpå savsmulden. Der går natuligvis noget mere spartel til, når man skal fuldspartle på noget så ujævnt som savsmuldstapet, men det sparede mig for en masse tid. Fuldspartling, en omgang slib, efterspartle og så slib igen, så var væggene helt glatte uden spor efter savsmuldstapetet.

Tapetet fandt jeg på på Etsy lige her. Det er ikke helt billigt. Man kan få det i forskellige længder og bredder, eller på mål. Hvis man vælger at få det på mål, så skal man være meget omhyggelig med opmålingen og sikre sig, at man ikke har skæve vægge. Tapetet kommer i baner, og banerne er et stort klistermærke, hvor man piller bagsiden af, mens man klæber banen fast nedad væggen. Man skal lægge banerne ud på gulvet før opsætning og sikre sig, at mønstret passer sammen – og så starte fra toppen og fra venstre mod højre. Man skal være to om arbejdet, men så var det også supernemt – ingen luftbobler eller andet, som drillede. Arbejdet blev gjort på under to timer, og det var incl tilskæring mod kanter, paneler og stikkontakter, som blev pillet ud og sat i igen.

Her lidt billeder af mit soveværelse med palmetapetet. Det er lidt vildt, men jeg er så tilfreds med resultatet. For at fejre at projekt soveværelse nu var færdigt, så kom jeg lige til at købe en stol. Karin Mobrings ikeastol i kernelæder har jeg ønsket mig længe, og havde tænkt at den skulle stå ved siden af senge. Desværre var den alt for bred, så safaristolen har fået pladsen i stedet, og min nye kernelæderstol er havnet i et hjørne af stuen.

Det smukke tæppe i forgrunden er fra fromabroad.dk, du finder det her

 

Det er en vild forvandling med de blå palmeblade på væggen

 

Farven på palmebladene er en dyb blå, men svær at fange på kameraet

 

Bambusbordet fandt jeg på et loppemarked forleden. Det fungerer som natbord indtil videre

 

 

Den store cowboykaktus er kommet i soveværelset igen

 

Den blændede dør har jeg valgt at male hvid i stedet for at tapetsere. Det smukke sengetæppe er fra fromabroad.dk

 

Close up

 

 

Har du spørgsmål til arbejdet eller andet, så bare spørg løs:-) Tak fordi du læste med!!

 

Anne

 

 

You Might Also Like

6 Comments

  • Reply
    Karina
    29. oktober 2017 at 21:44

    Åh shit det er bare blevet så lækkert, jeg er vild med looket, tapetet er fantastisk og så er det lille fletnatbord bare for skønt. Og sikke et arbejde du har haft gang i 🙂

    • Reply
      Anne Romedahl
      3. november 2017 at 19:29

      Mange tak Karina. Er også ret vildt med looket, men det er lidt vildt de kæmpe palmeblade. Bliver stadig helt overvældet, mår jeg lige kommer ind i soveværelset og har glemt det:-) Bordet er så fint, hapsede det lige med det samme, da jeg så det i loppebiksen.

  • Reply
    Iben
    30. oktober 2017 at 6:19

    Hvor er det superflot! Virkelig effektfuldt! Sikke et arbejde men resultatet taler for sig selv!
    Jeg elsker din stil, der ikke kastrerer mændene i familien. Du formår virkelig at kombinere de feminine detaljer med lidt kant, så det ikke bliver så pussenusset. Elsker at følge med på din side.

    • Reply
      Anne Romedahl
      3. november 2017 at 19:26

      Mange tak for din respons!! Den er jeg rigtig glad for. Næste gang jeg lufter ideen om et vildt projekt, og han synes jeg er tosset, så viser jeg ham lige din kommentar;-) og siger – se selv hvad Iben siger:-) Når det er sagt, så er han nu altid positiv. Han kender mit drive, når det gælder indretning. Er glad for at du siger, at det ikke er for pussenusset, den der kant eller tvist af lidt råt skal være synlig, synes jeg. Igen 1000 Tak

  • Reply
    Kristina Svane
    31. oktober 2017 at 22:23

    Det er blevet SÅ fint, Anne! Og sikke et arbejde Bliver helt træt ved tanken. Nyd det smukke færdige resultat

    • Reply
      Anne Romedahl
      3. november 2017 at 19:21

      1000 tak Kristina. Er så glad for resultatet, men der går lidt tid før, at jeg går i gang med at pille savsmuldstapet ned igen – pyyyyh!!

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.