Indlægget er ikke sponseret.
I dag var dagen, hvor de nye items fra Søstrene Grenes efterårskollektion kunne købes. Jeg synes faktisk, at Søstrene Grene har fingeren rigtigt godt på pulsen, når det gælder items til boligen. Samtidigt er priserne fine, så man kan pifte boligen lidt til næsten ingen penge. Jeg mixer gerne på kryds og tværs – dyrt og billigt – gammelt og nyt – og måske også tilsat lidt skørt, når jeg indretter. Det synes jeg giver noget liv.
I Fredericia var der livlig aktivitet i gågaden allerede fra morgenstunden. Sådan tror jeg også, at det så ud i andre byer foran Søstrene Grene i dag. Jeg havde sat min alarm til kl. 9.00 for at være helt sikker på at huske det. Jeg ved nemlig fra tidligere, at man skal være være kvik ved havelågen – da nogle items bare bliver revet væk lynhurtigt.
Der stod allerede nogle stykker foran forretningen, da jeg ankom – deriblandt en hel flok gravide kvinder. De havde været så smarte at tage stole med, jeg klarede mig dog med en lille time på ståben, indtil klokken slog 10. Da dørene blev slået op, var der kø op ad gågaden, så langt øjet rakte.
Jeg havde udvalgt mig et par items, som ville give et frisk pust hjemme hos mig – og jeg fik, hvad jeg kom efter. Tanger tæppet fra Ellos har været populært længe, og jeg har kigget på det mange mange gange. Nu fik jeg det – i en Søstrene Grene udgave, og det er faktisk temmeligt fint til prisen. Jeg synes, det passer perfekt ved min daybed i karnappen.
Gulvet er koldt i vaskekælderen, så jeg manglede et tæppe, når jeg står og ordner vasketøj. Kunne ikke bestemme mig for farven, så købte både et lyst og et mørkt. Jeg skal nok finde en plads til begge, måske det ene ender i sommerhuset. Der kunne jeg godt bruge et tæppe i vores anneks.
Lidt forskelligt blåt keramik blev det også til – bare fordi jeg pt. elsker blå. Lysestagen bliver en del af mit blå stilleben på kommoden, hvor der er mix af gammelt og nyt.
Endelig købte jeg en lampe. Stilen er stram, fed og retro-agtig. Lige nu står den her i stuen – men måske den ender på natbordet hos mindstemanden.
Fortryder at jeg ikke købte et fint tøjstativ i træ – det kunne min datter godt bruge på sit værelse, så måske det bliver næste indkøb.
Der er mange flere fine ting i kataloget, som jeg ikke har nævnt. Har du ikke fået set kataloget endnu, så kan du finde det lige her http://sostrenegrene.com/da/e-kataloger/
2 Comments
Kristina Svane
8. september 2016 at 18:00Sikke nogle fine køb du fik dig! Og det ser jo bare max lækkert ud hos dig
Mys Kristina
Anne Romedahl
9. september 2016 at 11:38Ja, synes også det var ret fine køb:-) Er du vimmer, der var run på i butikken. Man kunne ikke komme hverken frem eller tilbage, og hylderne blev revet væk på 1 minut, tror jeg. Dem skulle jeg heldigvis ikke have:-)