DIY Indretning Inspiration

Køkken MAKEOVER

Blogindlægget indeholder reklame

Vi fik nyt køkken for fem år siden. Køkkenet er fra Ikea og indrettet praktisk, så det fungerer fint i hverdagen. Her tænker jeg især på placering af vasken, kogepladen og opvaskeren i forhold til hinanden. Derudover er jeg også tilfreds med både skuffesektioner og skabe, men efter fem år synes jeg, at enkelte dele trængte til en opdatering. Så lidt efter lidt tog idéen – om at forny mit køkken – form. Kravet var, at det skulle ske uden, at hele køkkenet skulle rives ned og et nyt sættes ind. For det første koster et nyt køkken kassen. For det andet så er vi glade for “basis” – altså køkkenet fungerer og er praktisk i dagligdagen. Jeg besluttede mig derfor for at forny på 6 områder, som tilsammen tilfører køkkenet lidt ekstra lækkerhed:-)

Nye greb

Jeg var træt af de gamle køkkengreb. Grebene har især irriteret mig efter jeg er begyndt at strikke:-) Mit fine hjemmestrik hænger fast i de meget skarpe kanter på grebene. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange min strik har hængt fast, og jeg har måttet ordne løse masker på mit hjemmestrik efter en omgang nærkontakt med mine gamle greb fra Ikea.

På instagram faldt jeg så over nogle smukke og enkle greb i børstet messing. Grebene hedder Frederiksberg og er fra Copenhagenhomedesign.dk. Grebene fåes i flere størrelser og er så fine til både skuffer og skabe. Du kan se dem på billedet her.

Frederiksberg messinggreb fra copenhagenhomedesign.dk

Jeg har også brugt Frederiksberg greb til mit gamle glasskab i køkkenet. Til køkkenskabe og skuffer har jeg valgt størrelsen 960 mm. Grebene var virkelig nemme at montere. Vi brugte en skabelon, så borehullerne blev helt præcise. Skabelonen kan også fåes hos copenhagenhomedesign.dk. Resultatet er blevet virkeligt fint – og udtrykket er enkelt og smukt.

De nye messinggreb sættes på skufferne
Her ses forskellen mellem de nye og gamle greb, hvor de skrape kanter godt kan anes

Derudover fandt jeg også nogle fine messingknopper hos copenhagenhomedesign.dk. De passer perfekt til at hænge mine viskestykker på og selvfølgelig til den nye stil i køkkenet.

Fineste messingknopper til viskestykkerne

Ny vask

Vi havde en stålvask, men med de nye greb i messing, så gik jeg efter en sort, enkel OG stor vask. Den nye vask fra Lavabo er sort – lækker og enkel. Modellen hedder Jupiter 60 og er fra rabat-vvs.dk. vasken fåes med flere forskellige kurveventiler bl. messing, kobber og i sort. Vi har valgt med sort kurveventil. Du kan se vores valg og prisen lige her.

Der fulgte en skabelon med vasken, så det var let at skære hullet den rette størrelse i bordpladen

Nedfældning af Lavabo jupiter 60 vasken

Nyt armatur

Vores armatur valgte vi også at udskifte. Vi havde et armatur i stål, men det passede ikke så godt til de nye messinggreb. Så ville jeg gerne udskifte armaturet til et sort. Jeg har valgt en lækkert enkelt armatur fra Damixa. Modellen hedder Silhouet og passer perfekt til den nye sorte Jupiter 60 vask fra Lavabo.

Mit nye Silhouet armatur er fra Damixa. Den sorte vask fra Lavabo

Armatur og vask udgør et smukt par

Nye fliser

De gamle mosaikfliser i køkkenet skulle væk – det var en af de ting, som jeg var helt sikker på. Mosaikfliserne sad langs køkkenbordet på væggen bag kogepladen. Det er praktisk med fliser der, når man laver mad – men nye fliser skulle til. Jeg har kigget virkelig mange fliser den seneste tid, og har også forelsket mig i mange forskellige slags. Især var jeg forelsket i nogle blanke aflange fliser i smukke pastelfarver. Dog kender jeg mig selv godt nok til, at jeg ved – at jeg ret hurtigt ville blive træt af en så markant flise.

Det er et ret stort arbejde (og et værre svineri) at tage fliser ned og sætte nye op. Jeg turde derfor ikke vælge nogle farvestrålende fliser, som jeg synes er vildt hotte nu. Jeg ved, at jeg vil være træt af dem på om to år. Jeg valgte derfor noget mere “safe”. Valget faldt på hvide blanke fliser 15x15cm (måske bedre kendt som “slagterfliser”). Jeg valgte en hvid fuge, så fugerne ikke “larmer” for meget i forhold til fliserne. Nedtagning af gamle fliser og opsætning af nye fliser har klart været den største arbejdsopgave i processen.

Her lidt billeder fra nedrivningen og opsætning af de nye fliser.

Først skulle de gamle fliser ned, noget af væggen røg også ned, så måtte lige pudse væggen op igen, inden opsætning af de nye fliser.
Nu med huller i væggen. Det skal være skidt, før det bliver godt
Opsætning af de nye “slagterfliser”. Det var mig – og IKKE manden, som ville starte øverst i hjørnet. Der ville jeg nemlig gerne have hele fliser, som ikke skulle skæres til. Indrømmet – det gjorde arbejdet en smule mere besværligt.

Bordplade

Vores bordplade er af træ. Den har vi haft en del år, og jeg har egentlig været glad for træbordpladen. Træet giver noget varme og hygge mod de mange hvide skuffer og skabe og den hvide flisevæg. På sigt kunne jeg måske godt tænke mig at prøve et køkkenbord i andet materiale. Jeg havde bare ikke lige 25.000 kr i lommen, hvor der stod køkkenbord på – så en træbordplade beholder vi lidt endnu. En ordentlig omgang slib med excentersliberen og mange lag olie gør, at træbordpladen bliver ny igen.

View langs bordpladen til den nye vask og armatur

Loppefund

Lige ved den nye flisevæg er vores kaffehjørne, som i min verden er en meget vigtig del af vores køkken. Her står et kæmpe monstrum af en kaffebrygger. Den kom manden slæbende hjem med for nogle år siden, da jeg sendte ham i byen efter en ny kaffemaskine:-). Den ER stor og vejer hele 35 kg, men hold op – hvor er jeg blevet glad for den. Den laver fantastisk kaffe og er i brug hver eneste dag – også flere gange. Kaffehjørnet skal være praktisk og nemt at gå til, men det må også gerne se lidt lækkert og hyggeligt ud. Derfor har jeg hængt et gammelt loppefund op lige over kaffemaskinen. De gamle hylde tilfører noget hygge og rummer samtidigt de ting, som vi skal bruge, når kaffen skal brygges.

Derudover står mit gamle glasskuffedarium også i kaffehjørnet. Det er et loppefund som har fulgt mig i mange år. Det skaber også lidt hygge og kontrast til det hvide køkken.

Mit hyggelige kaffehjørne med gammel loppefundshylde på væggen. Slagterfliserne og den gamle hylde står godt til hinanden, synes jeg.

Emhætte

Emhætter har jeg godt nok også googlet mange af. Mine krav er, at den udover at være god – også skal være pæn at se på. Jeg har simpelthen ikke fundet et eksemplar, som lever op til de krav endnu – og som samtidig er til at betale. Jeg besluttede derfor at genbruge vores gamle emhætte. Stålfarven måtte dog ændres, så jeg rensede den helt ned med fluen 37, så alt køkkenfedt og stegeos forsvandt. Derefter en let slibning med meget fint sandpapir, før jeg spraymalede den matsort. Resultatet er blevet så meget bedre end jeg turde håbe på, og det koste de mig kun 39 kr i spraymaling. Der er ingen løbere eller andet – og nu matcher den fint til den nye sorte vask og armatur.

Den gamle emhætte blev spraymalet sort

Billeder af resultatet

Tilsidst får I lige nogle billeder af mit opdaterede køkken i sin helhed. Jeg er superglad for resultatet. De elementer – som jeg har valgt at udskifte – har gjort en kæmpe forskel i mit køkken, og det uden at jeg er gået helt bankerot. Jeg nyder bare ekstra meget at opholde mig i køkkenet nu. Om det så betyder, at familien vil få ekstra god mad og endnu mere bagværk den næste tid, det må tiden vise;-)

Mit opdaterede køkken. Nye greb, ny vask og armatur, nye fliser på væggen, ny bordplade og et “nyt” gammelt loppefund i kaffehjørnet
Her kan spisepladsen i forbindelse med køkkenet anes i baggrunden

Tak fordi du læste med!!

Anne

You Might Also Like

No Comments

    Leave a Reply

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.