DIY Indretning Inspiration

Makeover af fyldningsdøre

Vi bor i en gammel murermestervilla med manzardtag fra 1927. I huset er en kælder, stueetage, 1. sal og en 2. sal, hvor der forhåbentlig en dag bliver stort soveværelse og walk in closet (hint til manden i huset, som nu nok ikke læser dette indlæg:-)

Vi har 83 m2 på hver etage og i stueetagen, hvor vi opholder os rigtigt meget er der et køkkenalrum – to stuer – et lille toilet og en fordelergang. For et par år siden trængte jeg til luft omkring mig. Jeg syntes, at dørene fyldte og gjorde det trængt med plads. Vi har hele 6 døre i fordelergangen og ind til de forskellige rum. Jeg fjernede derfor næsten alle døre på etagen, og det gav noget mere luft og meget mere fleksibilitet i forhold til bruge rummene og pladsen, hvor dørene før skulle kunne slåes op og optage vægplads.

 

For nylig var jeg så en tur på loftet og faldt over dobbeltdøren som tidligere havde siddet mellem stuerne. Jeg begyndte at lege lidt med tanken om at sætte den dør i igen. Som tænkt – så gjort. Dobbeltdøren ser hyggelig ud, men den slugte simpelthen for meget lys fra begge rum. Jeg ville dog gerne have dør i – men i en glasversion. På den måde kan man lukke mellem stuerne, men stadig have view ind i den anden stue.

Jeg troede, at det var en ret simpel opgave – og at jeg bare kunne pille listerne af og tage spejlene i fyldningsdørene ud, sætte glas i og så bare sætte listerne på igen. Jeg forsøgte mig med en enkelt liste, men fandt ud af, listerne var snydelister. De var bare fræset ud, så de lignede lister. ØV!! Det vanskeliggjorde opgaven en del, og jeg måtte spørge manden til råds.

Står du og gerne vil skifte dine spejle i dine fyldningsdøre, så kan det meget vel være, at dine lister også er snydelister. Løsningen på problemet er en feinmaskine. Med en feinmaskine kan du med bladet save meget præcist i dybden og dermed kun “save” igennem listerne på den ene side og selv spejlet. Vi savede hele vejen rundt i spejlene og kunne så pille snydeliste og spejl ud, så snydelisten på den anden side af døren var intakt. Det er vigtigt, at listen på den ene side af døren bliver siddende, ellers er der ikke noget at sætte glasset på, når det skal limes fast.

 

En feinmaskine er sådan en fætter. Meget effektiv og præcis.

 

Manden skar igennem snydelister og spejl med feinmaskinen

 

Så følgende fremgangsmåde:

  1. Brug en feinmaskine hele vejen rundt i fyldningerne, men sav ikke helt igennem.
  2. Når alle fyldningsspejle er fjernet, så en omgang slibning med sandpapir
  3. Mål fyldningerne præcist og bestil glas som er en smule mindre – vi trak 3 mm fra. Vi brugte 4 mm glas og gav 400 kr for glas skåret til på mål.
  4. Læg dørene ned og lim glasset i med klar silicone. Lad det tørre mindst to døgn, inden du skærer det overskydende silicone af. Begynder du at skære det af, inden det er helt tørt, så er det klistret indeni og det fedtede stads kommer på glasset – og det er bare træls (taler af erfaring!)
  5. Så skal du have fat i nye lister til den side af døren, som mangler. Der findes utallige lister med forskellige profiler.  Jeg skulle bruge godt 10 m og købte 4 lister a 3 meter. Det kostede mig små 100 kr.
  6. Når listerne er sat på med små skifter, skal du måske lige en tur over døren med acrylfugemasse, hvis der er nogle sprækker. Mine lister var lidt for smalle, derfor lavede vi et mellemrum mellem dør og lister og brugte en del acrylfugemasse. Lad det tørre godt.
  7. Endelig skal døren males, og vupti – din dør har nu et helt nyt look.

 

 

 

 

View til spisestuen med lukket dør og masser af lys.

 

 

Som døren står det meste af tiden

 

Jeg er så glad for beslutningen om at sætte glas i. Der er et hyggeligt view ind til den anden stue,  og lyset har ændret sig markant i begge stuer

Det var alt herfra i denne omgang. Tak fordi du læste med!!

Anne

 

 

 

 

 

 

PLANTEGNING

You Might Also Like

6 Comments

  • Reply
    Kristina Svane
    4. april 2017 at 18:46

    Det var da en perfekt løsning Smukt er det

    • Reply
      Anne Romedahl
      6. april 2017 at 16:56

      Tak skal du have. Er så glad for det. Alt det lys, jeg pludselig fik i begge stuer:-)

  • Reply
    Nicolai
    22. maj 2019 at 10:15

    Rigtig fin løsning og godt udført. Jeg tror gerne, at I får meget mere lys.
    Fandt dit indlæg, da jeg overvejer at skifte to spejle i en yderdør til glas.
    MEN, snedkermesteren ville nok vende sig i sin grav, hvis han hørte, at du kalder de gamle originale høvlede positiv og negativ kvartstaf (antager jeg) for “snydelister” 🙂 Han har slebet sine kvartstafhøvle, med håndkraft trukket den ene mesterspån (en ubrudt spån i hele plankens længde) efter den anden og samlet det hele med kiler.

    • Reply
      Anne Romedahl
      22. maj 2019 at 10:38

      Mange tak!! Jeg skynder mig at undskylde overfor Snedkermesteren:-) Han ved klart mere om lister og arbejdet i at fremstille dem, end jeg gør. Vendingen blev brugt for at illustrere, at jeg synes – det var megasnyd, da vi fandt ud af, at de ikke bare kunne vippes ud, og vi i stedet skulle skære:-). Det medførte en del mere arbejde for os! hilsen Anne

  • Reply
    line
    16. maj 2020 at 12:57

    Hej Anne
    Jeg er meget inspireret af dit fine arbejde med glasfelterne og skal igang med noget lignende hos mig selv. Dog et par spørgsmål: hvilken ‘klinge’ brugte I til feinmaskinen og gik det fint at save i et lige snit? Og var det lige til at fjerne den gamle fyldning da I havde savet igennem eller var listen på den anden side limet på fyldningen? Hilsen Line

    • Reply
      Anne Romedahl
      18. maj 2020 at 17:17

      Det var manden, som arbejdede med feinmaskinen – og der skulle faktisk både saves lige ind , men også oppefra og ned til det andet savsnit, hvis du forstår. Altså både lodret og vandret. hilsen Ann

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.