Indrømmet – jeg elsker at gøre gode fund, og især synes jeg, at teakmøbler er helt fantastiske. Jeg har fundet både rulleborde, sybord, barskab, kommoder og et par spejle eller tre. Teak er retro på den allerfedeste måde – og jeg elsker den stramme stil og enkle design, som teakmøbler har
Hvis du har et teakmøbel stående i garagen, som ligner noget, der er løgn eller finder et, som virkelig trænger til en kærlig hånd – så skal du ikke lade dig afskrække. Under overfladen på et forsømt eksemplar kan der gemme sig et virkelig fedt møbel, som nemt kommer til at shine med en smule knofedt. Jeg har haft en forsømt teakkommode under kærlig behandling. Her i indlægget kan du se resultatet af behandlingen.
Min kommode så særdeles sølle ud. Den havde skjolder, fineren var brækket af på toppen og resten af fineren på toppen sad løs. Samtlige håndtag på skufferne var løse, skufferne gik dårligt og kommoden trængte gevaldigt til teakolie overalt. Min kommode er i teakfiner (dvs at kun det yderste lag er et tyndt lag teak ) og guiden her er lavet herefter. Beklager kvaliteten af de første før-billeder.
Det skal du bruge:
- Varmt vand
- Fint sandpapir – beregnet til vådslibning
- Teakolie
- Gummihandsker
- Klud som ikke fnuldrer ( fx en gammel udtjent t-shirt)
- Evt trælim, skruetvinger, stearinlys, kemisk træ, alm. sandpapir, slibeklods og maling
Inden du går i gang:
- Tjek hvordan skufferne kører
- Tjek for løse håndtag
- Tjek møblet for løs finer
Sådan gør du:
- Tag en balje med varmt vand og gør sandpapiret (beregnet til vådslibning) vådt. Slib teaktræet forsigtigt med det våde vådslibningspapir og ALTID KUN MED ÅRERNE. Brug masser af vand og dyp sandpapiret i vandet ofte – det skal være vådt i vådt.
- Lad møblet tørre til dagen efter
- Ryst flasken med teakolie og kom på bomuldskluden. Masser olien godt ind i teaktræet med runde bevægelser. Giv olie af flere omgange med et par timers tørring indimellem indtil dit teakmøbel står helt mættet og flot af olien
Det gjorde jeg også:
- Alle skuffer kørte dårligt. Derfor blev alle taget skuffer ud og skuffe-skinnerne fik et ordentligt lag stearin
- En skuffe var gået helt fra hinanden. Den fik trælim hele vejen rundt i samlingerne og tørrede med 4 store skruetvinger på
- Alle skuffehåndtag var løse. De blev skruet af, fik trælim og skruet på igen
- Fineren var ødelagt på toppen. Den blev pillet af i lange baner med en spartel, så toppen var helt fri for finer
- Fineren fra toppen blev brugt på fronten mellem to skuffer, hvor fineren var faldet helt af. Jeg skar et stykke som passede i længden og i bunden. Limede med trælim, viklede vitavrap omkring reparation og derefter blev skruetvinger sat på, indtil det var helt tørt. Efter tørring blev det overskydende finer af skåret af med en skarp hobbykniv. Det er vigtigt at skære fineren med årene, da det ellers let kan flosse.
- Toppen blev spartlet med kemisk træ. Det tørrer ret hurtigt og bliver stenhårdt, så man fint kan slibe det helt glat
- Toppen fik en lag grunder og derefter to lag maling.
Min top stod ikke til at redde, så maling på toppen var den eneste løsning, da jeg ikke havde et stort stykke finer at sætte på igen. Jeg valgte at male den i mintgrøn, som passer fint til pladsen i børneværelset, hvor den står. Overvejer stadig om jeg skal male kanterne yderst hele vejen rundt om skufferne i samme farve.
Har du en farvet væg, som møblet skal stå op ad, så ser det godt ud, hvis du maler eller delvist maler møblet i samme farve.
Håber du fik mod på at gå i gang med dit teak-projekt. De forskellige arbejdsgange tager ikke lang tid. Det sværeste er klart at vente, mens det tørrer. Tak fordi du læste med!!
Anne
6 Comments
elsebeth
1. februar 2018 at 11:10hej – jeg har lige fået en teaktræs kommode foræret. Den har lidt løse lister på toppen. Men… jeg kan ikke se at du har brugt nye lister? ved du hvor man kan købe dem?
mvh
Elsebeth
Anne Romedahl
7. februar 2018 at 10:56Hej og tak for din henvendelse. Af en eller anden grund, fik jeg ikke besked, da du skrev kommentaren her, men bedre sent end aldrig:-) Jeg ved desværre ikke, hvor lister kan købes. Jeg har nemlig selv brugt “leftovers” af fineren på toppen af min kommode. Mange hilsner Anne
Vibeke van der Plas
24. februar 2021 at 9:25Tak for gode anvisninger til reparation af kommode, jeg har en magen til så her fandt jeg modet til renoveringen mvh Vibeke
Anne Romedahl
28. februar 2021 at 15:16Godt at høre. Det er slet ikke så svært:-) hilsen Anne
Malene Selchau
25. august 2021 at 18:55Hej
Ved du om man han fjerne maling fra en teak kommode? Det er ikke bare malerpletter, men kommoden er helt malet?
Vh Malene
Anne Romedahl
12. oktober 2021 at 8:46Det er en omstændig proces, og jeg er usikker på, at resultatet bliver godt. Jeg tror, at der vil sidde malingsrester tilbage i de bittesmå revner. hilsen Anne