Jeg har en svaghed for daybeds. Jeg ejer lige pt. 2 stk, men har haft 5 forskellige. Mit seneste køb er denne gamle svend fra 60’erne, hvor jeg bare er vild med det stramme formsprog og den fine detalje med sidebordet, som er indbygget.
Selvom jeg forelsket i formsproget og det ternede gamle betræk egentlig passer meget godt til denne slags daybed – så var betrækket så slidt og hullet, at det krævede en ombetrækning. Desuden ville jeg gerne opdatere den og gøre den mere nutidig med at ombetrække den med et materiale, som jeg altid har været vild med – men som trækker endnu mere i mig nu – nemlig hør.
Jeg elsker al den farverigdom jeg ser på diverse sociale platforme og inspirationssites – så jeg har en del puder og interiør med masser af knald på farverne, samtidigt indretter jeg også rolige rum med masser af naturmaterialer, rolige “earthy” stoffer og farvetoner.
Der var ingen puder i ryggen, og selv om det ser pænt ud, at man kan se træet i ryggen, så var den ikke særlig behagelig at slænge sig i. Jeg har derfor lavet et par rygpuder til den. De to inderpuder i ryggen på daybeden er fra Ikea. De hedder Jordrök. De er i virkeligheden lidt større end puderne her, men jeg har lavet puderne lidt mindre, så de passede med længden på daybeden. Desuden har jeg syet dem, så hjørnerne er snippet af, så de blev lidt mere faconsyet. Betrækket er samme hørstof, som også er faconsyet ned over hjørnerne.
Hørstoffet er stenvasket og sådan lidt krøllet i sig selv, men det er helt som det skal være – og en skøn kontrast (synes jeg ) til daybedens stramme formsprog, at hørstoffet er sådan lidt loose og krøllet i det.
Her lidt billeder af min daybed efter ombetrækning. Nu skal jeg bare lige finde den helt rigtige plads til min nyombetrukne daybed:-)
Tak fordi du læste med!!
Anne
4 Comments
Åsa
27. januar 2021 at 16:32Superfin, hvor er du så heldig at ha købt den?
Anne Romedahl
7. februar 2021 at 0:13Den har jeg fundet på dba. mvh Anne
Charlotte
13. april 2022 at 6:52Hej Anne. Kan du mon huske hvilket stof og farve du har brugt til din daybed og puder? Mvh Charlotte
Anne Romedahl
19. januar 2023 at 11:23Jeg købte et sæt sengetøj i hørstof incl. lagen, som jeg brugte til mit ombetrækningsprojekt. hilsen Anne