DIY Inspiration

Tre-i-een guide – Puder

diy batikpuder

diy batikpuder

Så du de puder, som jeg havde lavet til min mini-terrasse? Ellers kan du se dem i mit forrige indlæg – forandring på budget – her på bloggen.

Her er en tre-i-een-guide til at lave puderne. Puder kan man nemlig ikke få for mange af – jeg kan i hvert fald ikke. Har efterhånden et pænt lager af pudebetræk og monteringspuder liggende i forskellige størrelser. Puder er en genial måde at forny på, og jeg producerer rigtigt mange puder. Jeg er ikke særlig god til at sy – slet ikke, men falder jeg over et sy-projekt, som ser spændende ud, så går jeg bare i gang. Resultatet bliver ikke altid efter hensigten, men så prøver jeg bare igen.

Når jeg syr puder, så laver jeg dem næsten altid som hovedpudebetræk. Jeg orker ikke alt det bøvl med lynlåse (kan ikke finde ud af det, eller måske har jeg bare ikke tålmodigheden). Puder a la hovedpudebetræk fungerer fint for mig. Jeg sørger bare for at vende pudens ”åbne” side ind eller ned, så kan jeg fint leve med den løsning. Er du en haj til at sy, så springer du bare over guiden: Nemme puder. Er du nybegynder, så er denne ”basic-pude” meget nem og hurtig at sy

 

Nemme puder: 50 x 50 cm

  1. Klip bagstykket 54 x 54 – 2 cm sømmerum hele vejen rundt.
  2. Klip forstykket 54 x 81 (altså en halvpudelængde ekstra) til ombuk.
  3. Sy ombuk på bagstykket ene side. Den syning kommer man til at kunne se
  4. Læg pudestykkerne sammen ret mod ret og tilpas stykkerne, således at forstykket har et meget større ombuk end bagstykket (til at gemme monteringspuden)
  5. Sy pudens sammen på tre sider – siderne og toppen
  6. Vend puden og pres helt ud i hjørnerne og evt stryg den
  7. Monteringspuden kan nu placeres i pudebetrækket uden at kunne ses

 

pude basis

På billedet kan du se, hvordan vrangen ser ud efter syning.

 

Batik-puder

Når jeg laver batikpuder, så har jeg forsøgt mig med forskellige rekvisitter, bl.a. snor, brede elastikker og de farvestrålende poseklips fra Ikea. Snor vil jeg ikke anbefale, da jeg har oplevet, at farven alligevel kommer ind under snoren, og så opnår du ikke den ønskede effekt. Elastikkerne kan du bruge både, hvis du vil lave et cirkelmønster, men også hvis du vil lave tilfældige striber. Bruger du poseklips kan du også lave en slags striber, men stribemønsteret bliver lidt mere kantet.

  1. Klargør puderne med elastikker eller klips. Ved cirkelmønster starter du med at lave den inderste cirkel og arbejder dig så ud mod pudens kanter. En passende afstand mellem elastikkerne er 4-5 cm, men det kan man sagtens eksperimentere med.
  2. Vil du lave striber, skal du bare beslutte dig for om striberne skal være på langs eller på tværs. Her kan du bruge elastikker eller madklips.
  3. Jeg bruger et brev dylon-håndfarve. Hvis du vil have præcis den farve, som på farvekortet, så skal du holde dig til vægtanvisningerne på pakken. Jeg købte en mørk navy (mørkeblå) og farvede meget mere i vægt, end der stod på pakken. Jeg ville gerne, at puderne blev lidt lysere.
  4. Gør stoffet gennemvådt, så stoffet ikke har tørre pletter, ellers kan det ses på resultatet.
  5. Tag gummihandsker på og rør farven op i 500 ml varmt vand. Jeg bruger en gammel plastbeholder, da plasten tager imod noget af farven.
  6. Hæld 6 liter vand i en gammel spand eller lignende og tilsat 250 g køkkensalt. Rør indtil saltet er opløst.
  7. Hæld den oprørte farveblanding ned i spanden med de 6 liter i og rør rundt. Nu er du klar til at farve.
  8. Put stoffet i og sørg for at alt stoffet er under vand og rør lidt rundt. Der står på pakken, at man skal røre det første kvarter for et jævnt resultat. Når jeg laver batikpuder, så synes jeg, at det er charmerende, at farven changerer en smule – derfor rører jeg kun har par minutter og det næste kvarter går jeg lidt frem og tilbage og rører engang imellem. Så kan jeg nemlig have gang i flere projekter på en gang.
  9. Når det første kvarter med jævnlig omrøring er gået, skal stoffet bare ligge i vandet i 45 minutter.
  10. Tag stoffet op og skyl i koldt vand. Der er meget overskudsfarve, så det tager lidt tid.
  11. Vask derefter stoffet i maskinen. Jeg vasker det ved 40 grader.
  12. Når stoffet er vasket i maskinen, så kommer den spændende del. Klip elastikkerne af, og herefter kan du se resultatet af din helt unikke pude.
  13. Hæng puderne til tørre – brug ikke tumbleren.

 

dylon diy

Jeg brugte en pakke salt og en enkelt pose dylon håndfarve til projektet. Farven kan bestilles på frishop.dk til 39 kr eller købes hos Matas.

 

dylon batik diy

På billedet kan du se, hvordan jeg har sat elastikkerne på for at opnå cirkeleffekten. Billedet er først taget efter farvning – kun fordi det er lettere at se elastikkerne efter farvningen.

 

diy batik

Her er elastikkerne klippet af, og man kan fornemme resultatet.

 

Dip-dye-puder

Følg farveprocedure fra pkt 3-7 herover. Derefter det følgende:

  1. Marker puden i tre lige store dele med knappenåle i hver side. jeg har lavet mine med hvis øverst, så lys blå og nederst en mørkere blå.
  1. Sænk puden 2/3 ned vandet og sørg for at det stof, som skal være under vand bliver under vand. Pas på ikke at sprøjte, da du ikke gider farvesprøjt op på den del, som skal forblive ufarvet.
  1. Efter et kvarter hæver du stoffet, så kun den sidste 1/3 er på vandet. Lad det ligge i 45 minutter.
  1. Tag stoffet op og skyl i koldt vand. Der er meget overskudsfarve, så det tager lidt tid.
  1. Vask derefter stoffet i maskinen. Jeg vasker det ved 40 grader.
  1. Hæng puderne til tørre – brug ikke tumbleren

 

dipdye batik dylon diy

Her ligger dip-dye stykkerne til tørre i haven. Jeg farvede stykkerne, inden jeg syede puderne sammen. Det er smag og behag, om man syr før eller efter.

 

dylon diy

Her ses et af mine eksperimenter. Jeg havde stof og farve til overs. Tog så en malerpensel og dryppede farve udover stoffet. I skrivende stund ligger stoffet i min stofbunke. Måske det bliver til en pude eller andet en skønne dag.

 

inspiration batikpuder

Herunder ses de færdige batikpuder, som passer lige til stolene på terrassen.

Tips og tricks:

  • Når jeg batikfarver puder, så laver jeg altid mønster på både forstykke og bagstykke. Man ved aldrig helt, hvordan resultatet bliver. Så er det godt, at have to sider at vælge imellem.
  • Laver du cirkelmønster og vil have det præcis i midten af puden, så start med at sætte elastikken – som skal danne den inderste cirkel -på først: Vend puden, find midten og gør det samme på den anden side. Sætter du alle elastikkerne på den ene side først, så er det meget svært at finde centrum på puden på den anden side, fordi elastikkerne rynker og river stoffet.
  • Vær altid på udkig efter fede stofrester, tørklæder, skjorter, sweaters og viskestykker. På den måde kan du sy fede og billige puder, som har et personligt touch og man ikke møder andre steder.

You Might Also Like

No Comments

    Leave a Reply

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.